Menu

Generalforsamling 2023

Generalforsamlingen i Vinding Sportsforening 2023 blev afholdt tirsdag den 19. september 2023, kl. 19.30 i café VIC.

 

Hovedbestyrelsen efter generalforsamlingen 2023

Formand Carsten Willemoes

Næstformand Knud Jensen

Bestyrelsesmedlem og hovedkasserer Erik Falk Thomsen

Bestyrelsesmedlem Arturo Pasquel

Bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Schmidt 

Formand Fodbold: Ubesat pt. (næstformand i fodboldafdelingen Henrik Farmann repræsenterer fodbold i hovedbestyrelsen)

Formand Håndhold: Søren Jakobsen

Formand Idræt for Ældre: Dan Olsen

Formand Motion & Cycling: Jesper Rosengaard

Formand Tennis: Ubesat pt. (Peter Bomholt repræsenterer tennisafdelingen i hovedbestyrelsen)

Formand Badminton: Thomas Søgaard

Formand Gymnastik: Hanne Mouritsen

 

Foreningens revisorer 2023

Gert Nielsen og Peter Møller

 

Formandsberetning 2023

Sæson 2022/23 i overblik

Sæsonen 2022/23 blev igen en sæson med stor aktivitet i Vinding Sportsforening. Endnu engang er der sket ændringer i vores ydre rammer. På medlemssiden oplevede vi sidste år en lille nedgang i medlemstallet, men i år 2022 ramte vi det højeste antal i mange år med 2442 medlemmer og 214 træner/ledere. De fleste af vores afdelinger har oplevet medlemsfremgang og er, eller er ved at være, på niveau med 2019. Den positive udvikling betyder, at vi er rigtig mange til at dele de rammer vi har tildelt, og i takt med at foreningen vokser, bliver det en voksende udfordring at finde plads til alle. Det går stadig med fælles hjælp, men det er klart, at jo flere medlemmer til den samme plads i hallen, på banerne og i omklædningsrummene, desto vanskeligere bliver det at stille alle tilfreds.

Det bliver heller ikke nemmere når vores, i forvejen snævre, rammer bliver indskrænket af kommunen. Sidste sommer blev det klart for os, at børnehaven Vindmøllen skulle udvides ind på ”vores” baner. Som en kompensation fik Vinding Sportsforening 3 millioner kr. der skulle anvendes til en kunstgræsbane. Pengene var øremærket til en kunstgræsbane, men var desuden øremærket til anvendelse i året 2023. Det betød at fodboldafdelingen sammen med kunstgræsforeningen har været travlt optaget af projekt kunstgræsbane 2.0. Resten af foreningen har støttet projektet med samlet 260.000 kr. samt et kort lån så momsbeløbet kunne betales. Forløbet viser igen, at VSF som samlet forening er i stand til, at støtte og løfte store projekter når det er nødvendigt. Det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i projektet i fodboldafdelingen er lykkedes og vi har nu en 8-mandsbane samt et mindre område, der officielt indvies den 7. oktober. Tillykke til fodboldafdelingen og kunstgræsforeningen med et flot resultat.

Men det er ikke kun i fodboldafdelingen at rammerne er opgraderet. I de første uger af sommerferien fik vores motionskælder en større ”overhaling” med nyt gulv, maling og nye maskiner (hvoraf nogle stadig er på vej). Jeg har hørt flere omtale det som ”et helt nyt motionscenter” og det er da også blevet helt anderledes at komme ned i de lyse lokaler. Også et tillykke til motionsafdelingen med, at det store arbejde der er blevet lagt i ombygningen er endt med et så godt resultat.

Den 8. oktober i år fylder VSF 75 år. Jubilæet bliver fejret både i afdelingerne og samlet i foreningen. Hen over året er der/bliver der afholdt forskellige jubilæums-arrangementer i afdelingerne. Den 7. oktober holdes der en reception og om aftenen en fest for at markere jubilæet. 

 

Årets gang i hovedbestyrelsen

Hovedbestyrelsen i Vinding Sportsforening bestod efter sidste års generalforsamling af 11 medlemmer. 5 medlemmer valgt på generalforsamlingen og de 7 afdelingsformænd valgt på afdelingernes årsmøder.

I denne sæson har vi i hovedbestyrelsen afholdt 6 møder siden sidste generalforsamling, hvilket er det antal møder vi er blevet enige om er nødvendige. Det svarer til et møde hver 2. måned, men mellem hovedbestyrelsens møder holdes der møder i afdelingsudvalgene, forretningsudvalget og øvrige udvalg – så alle i hovedbestyrelsen er enige om, at de 6 møder årligt er en passende mødeaktivitet.

 

Lidt om kommende år og projekter i VSF

I tennisafdelingen arbejdes der på, at etablere et padel-anlæg. Ønsket er, at den ene af vores nuværende tennisbaner skal skiftes ud med 3 padelbaner. På nuværende tidspunkt er man i forhandlinger med leverandører, for at få det bedste tilbud på projektet. I hovedbestyrelsen er der givet tilsagn om at støtte projektet med et lån på omkring halvdelen af etableringsomkostningerne.

Ved de netop overståede budgetforhandlinger i Vejle kommune, blev der afsat penge til vedligehold af bl.a. Vinding hallen. Efter det oplyste drejer det sig om et nyt tag på hallen, hvilket også er tiltrængt.

I løbet af den kommende sæson skal hovedbestyrelsen beslutte hvilket system til medlemsregistrering m.v., der i fremtiden skal anvendes i VSF. Vejle Idrætsråd har indbudt en række leverandører til at vise deres systemer. I første omgang skal der indhentes oplysninger om systemerne, inden hovedbestyrelsen træffer en beslutning.

En af foreningens udfordringer er at finde nye frivillige til de administrative funktioner og opgaver i foreningen. Flere afdelingsudvalg mangler medlemmer og to afdelinger har ikke for nuværende en formand. Hovedbestyrelsen vil derfor også arbejde med rekruttering af frivillige i den kommende periode.

 

Kort fra afdelingerne

Vores medlemsaktiviteter foregår i vores syv afdelingerne. Derfor kommer her en kort orientering om hvad der er sket i afdelinger. De fulde årsberetningerne fra afdelingerne kan ses i fuld længde på hjemmesiden for de enkelte afdelinger.

Badminton 

Vinding Badminton har haft en fantastisk sæson 2022/2023 med masser aktiviteter,

gode resultater og tilgang af nye spillere. I sæson 2022/2023 har vi haft flere turneringshold, både inden for motion og i serie-hold regi, og vi endte med en 1. plads og 3. plads for vores to Serie1 hold. Vores 2 motionshold havde også en

god sæson.

En 1. pladsen til vores ene Serie 1 hold betyder, at vi i denne sæson har et hold i Kredsserien, og hvilket ikke tidligere er sket i VSFs historie.

Som en sidebemærkning var holdet ude at spille deres første holdrunde i forrige weekend, og startede sæsonen ud med en sejr på 12-1 over Vejlby IK.

Ungdommen har også klaret sig fremragende i den forgange sæson, Der var 8 hold, fra U9 til U15, og hele 3 hold blev DanmarksMestre i Ungdom...... Kæmpe bedrift af børnene. I motionsafdeling ledet af Otto Ley, har sæsonen kørt på samme vis som igennem mange år, hvilket også er fantastisk.

Vi kan samlet tælle 228 klubmedlemmer fra Miniton, Ungdom, FlekiFjer/Seinor samt Motion i forgangne sæson, og vi håber dette billede vil være tilsvarende den kommende sæson.

Motion & Cycling 

Gennem lang tid har vi i motion arbejdet med udbygningsplaner og flytning af motion til nye lokaler i forbindelse med hal 2. Projektet med en hal 2 gik i vasken eller blev udskudt som følge af besparelsesrunden i Vejle kommune sidste år.

Det er vores holdning i motion, at vi inden for de givne rammer skal have nogle pæne, behagelige og præsentable træningsforhold, hvorfor vi inden sommer igangsatte den helt store renovering af lokalerne.

Der er malet, lagt nyt gulv og købt 4 nye maskiner til udskiftning af de gamle, samt to nye løbebånd som også skal afløse de gamle løbebånd. I det hele taget er der gjort en stor indsats for at optimere træningsforholdene til gavn for medlemmerne.

Vi har nu omkring 380 medlemmer i motion.

 Fodbold 

VSF Fodbold har haft stor tilgang af medlemmer hen over sæsonen for så at modtage 133 udmeldelser hen over sommeren. Det efterlod os i første omgang undrende, men et hurtigt kig på udviklingen i de to seneste år viste, at dette mønster er normalt. Heldigvis er der pr. ultimo august allerede kommet 65 nye tilmeldte, og da vi ved, at dette forventeligt fortsætter i efteråret og især til foråret, er vi trygge.

Fodbold afdelingen forventer at modtage 50.000 kr. for endnu et skifte af en tidligere spiller - Kasper Junker.

Fodbold afdelingen har gennemført mange af de sædvanlige aktiviteter, hvor især fodboldskolen jo syner af meget med i alt 212 spillere tilmeldte.

Herudover har Fodbold haft travlt med arbejdet med udvidelsen af kunstgræsbanen, der formelt set godt nok ligger i Kunstgræsforeningen.

Det kommende år byder i første omgang på en fornyelse af vores tøjaftale - enten en fornyelse med nuværende partner, Sportmaster, eller også en genforhandling med en anden leverandør. Desuden står Fodbold afdelingen med den aktuelle udfordring, at der hverken er næstformand eller formand i fodboldudvalget.

Idræt for Ældre 

I løbet af sæson 22/23 var medlemstallet på 140 og dermed tilbage på samme niveau som før Corona. Sæsonen er gennemført med de planlagte aktiviteter.

Sommeraktiviteterne petanque, krolf og cykelture er i sommer udvidet med adgang til motionscenter.

Gymnastik

Sæsonen startede sidste år i september med 16 forskellige hold, 21 dygtige instruktører og 24 fantastiske hjælpeinstruktører/spirer. Bagved stod der et gymnastikudvalg på tre personer og en ad hoc gruppe på 6 personer. Alt dette var med til at starte sæsonen op på bedste vis. Alle har en funktion - og

sammen danner det gymnastikforeningen som den dejlige forening, den er.

Alle vores hold fra Familietons med de mindste, vores børnehold og springhold og over til alle vores voksen hold, har i den grad nydt sæsonen - at mærke det frivillige liv spire blandt alle vores instruktører, hjælpere og medlemmer har været en stor gave.

Undervejs i sæsonen har det været fantastiske arrangementer for vores gymnaster, blandt andet springture ud af huset. Og for vores unge instruktører og hjælpere har der løbende været arrangementer f.eks. en tur til Jumpit i Kolding - for at sikre et godt og stærkt sammenhold på tværs af holdene.

Den 18. marts kunne vi åbne dørene i Vinding idræts Center til et brag af en opvisning. En fantastisk dag - alle var i højt humør og gymnastikken var i topklasse. Dejligt endelig at vise alt det gode gymnastik frem, der er blevet trænet på holdene i denne sæson.

Tennis 

VSF Tennis har fortsat med at udvikle sig og har igen i år kunnet tilbyde trænings aktiviteter for voksne medlemmerne.

Vi har haft et stabilt medlemsantal på 50 medlemmer de sidste tre år og ønsker at fastholde vores nuværende tennis medlemmer og fortsætte med at tilbyde dem gode tennisoplevelser.

I 2024 er vores ønske at anlægge tre padelbaner på tennisbane 3. Vi håber, at dette vil tiltrække flere medlemmer og give mulighed for flere aktiviteter i tennisafdelingen. VSF Tennis har en sund økonomi og vi vil fortsætte med at være ansvarlige for vores økonomi og sikre, at afdelingen forbliver økonomisk stabil i fremtiden.

Håndbold

Der har i alt været tilmeldt 248 spillere, fordelt fra U6 til senior, hvilket er en lille nedgang i forhold til forrige år. På det sportslige niveau har der generelt været gode resultater fra både piger og drenge. Alt i alt en god sæson hvor der har været et godt sammenhold og hvor de unge spillere også har deltaget i opgaven med at træne de mindre årgange.

Vi glæder os til den nye sæson, vi kan dog godt bruge flere hænder i udvalget, hvis nogen skulle have lyst til at være med til at udvikle håndbolden i Vinding.

 

Afslutning

Afslutningsvis vil jeg gerne takke mine kollegaer i hovedbestyrelsen for et godt samarbejde i forløbende år.

Også en tak til vores to ”søster-foreninger” Vinding Kunstgræsbane og Vinding Idræts Center. Vi sætter stor pris på de rammer begge foreninger er med til at skabe. Samtidig en tak til alle dem, der hjælper til i de to foreninger med at holde banerne, kridte baner, passer caféen osv. 

En tak til vores halbestyrer Hans Jørgen, til Allan vores webmaster, der altid er parat til at hjælpe både i hovedbestyrelsen og i afdelingerne. En tak til Dan, der har taget en stor tørn som conventus-ansvarlig, og en stor tak til Kurt, der igen i år har redigeret fire fantastiske numre af Kontakt.

Også en stor tak til alle vores trænere og ledere, der har stået for den daglige planlægning og træning på banerne og i hallen, uden jer var Vinding Sportsforening ikke den velfungerende forening for vores medlemmer som VSF er i dag.

Sidst en helt særlig tak til Otto for et mangeårigt samarbejde i hovedbestyrelsen. Otto har været en del af hovedbestyrelsen i så mange år, at ingen af os kan huske hvornår han startede. Gennem alle årene har Otto altid arbejdet på at få de bedste vilkår og muligheder for alle i foreningen, uanset hvilken afdeling der skulle hjælpes eller støttes. I hovedbestyrelsen har Otte, med sin enorme viden om VSF været en hjælp og støtte for alle os nye i bestyrelsen. Otto har valgt at træde ud af hovedbestyrelsen, men som det foreningsmenneske han er fortsætter han både i caféen og badmintonafdelingen, så vi kan heldigvis stadig mødes og få en god snak.

Hermed afsluttes formandens beretning                                 

 

 

;

VSF / VIC Infotavle

Luk